USB-C headset: Fremtiden flytter ind i dine høretelefoner

USB-C headset

Mobilproducenter har de seneste år haft en tendens til at snige jackstikket ud af telefonerne og efterlade alle os, brugerne, med et problem. Tænk bare på de nye iPhones. De har nu kun lightning. For hvad skal man gøre af sine høretelefoner, når de ikke engang kan sættes i længere?

Mens Apple fjerner stik, begynder andre producenter at snige ny teknologi ind i dem, og bl.a. Samsungs nye Galaxy telefoner serveres nu med et USB-C stik. Det samme gælder mange nye bærbare og stationære computere, der smider den gamle USB standard på porten for at opgradere til noget nyere og bedre.

Men hvad betyder det så for dig og dine høretelefoner?


Farvel, USB og jack

Det betyder først og fremmest, at du nok langsomt må vænne dig til at vinke farvel til dine gamle USB- og jackstik. Men til gengæld kan du sige goddag til noget, der på papiret er meget, meget bedre. Vi ser efterhånden flere og flere computere og mobiler med en lille USB-C port, og nu venter vi bare på, at tilbehøret kommer efter det og udnytter dette slaraffenland af nye muligheder.

Det er ikke nemt at vinke farvel til en god ven, så USB og jack, vi dedikerer denne sang til jer.

Derfor var det også en stor nyhed, da Plantronics med deres nye Blackwire 3200 og Blackwire 5200 serier i efteråret 2017 bragte de første USB-C headset på markedet. Det er med stor sandsynlighed kun starten, og vi forventer at se en lang række af nye modeller fremover.

Så inden denne horde af nye høretelefoner med USB-C rammer hylderne, lad os gøre os klar på, hvad USB-C giver dig af fordele (og ulemper). Vi undersøger lyd, tilslutningsmuligheder, størrelse, strømforbrug og kontrol.

Du kan også springe henover det hele og gå direkte til konklusionen. Dit valg. Vi dømmer ikke...


Lyd

Der er mange i nær fremtid, som kommer til at slå på, at USB-C vil forandre din lydkvalitet for altid – og til det bedre. Det er jo selvfølgelig godt, men kan også fra nogle være et marketingsstunt. For det hele kommer an på kvaliteten af dine enheder.

Hvis du i forvejen bruger USB, vil du ikke opleve nogen nævneværdig forskel. Men hvis du er vant til jack, vil hele måden, lyden bliver sendt ud på, være aldeles og komplet anderledes.

Lyden, der kommer ud i dine ører fra hovedtelefonerne, er altid analog. Det betyder enkelt, at den består af de samme lydbølger, du har lært om i fysiktimerne i tidernes morgen, og de bølger du kan se i vores logo i toppen af siden (ja, vi har da tænkt lidt over designet).

Men inden lyden rammer dine øregange, er den digital. Den er etter og nuller, som ikke kan høres af nogen, men det er den måde, din computer og mobil forstår data på. Et sted på vejen skal den digitale lyd konverteres til analog. Det gør man ved hjælp af en DAC (Digital-to-Analog Converter). Hvis du bruger jack, som er analog, foregår den konvertering altså inde i din mobil eller computer. Hvis du bruger USB, sker alt dette i dine høretelefoner.

Der er to i denne video, som nærmere konverterer lyden fra analog til digital. Og viser nogle ret så vilde moves. Groovy!

En DAC kan ligesom meget andet elektronik være alt fra fuldstændigt forrygende til fatal fadæse. Og mange producenter af billigere enheder ved godt, hvor de kan spare! Hvis du køber et headset med jackstik, er du afhængig af en god DAC i telefonen. Hvis du køber et USB-C headset, er det den hardware, headsetproducenten har valgt at lægge i, der betyder alt.

Så grundreglen er velkendt: du får, hvad du betaler for. Hvis du er lidt for kosteffektiv, går det højst sandsynligt ud over lydkvaliteten. Eftersom en DAC ikke er førstevalget for en mobilproducent – de skal også tænke på skærmopløsning, batterilevetid, touchfunktioner og så uendelig meget andet, kan du faktisk risikere at hænge på en forringet lyd med jackstik, også fra de lidt dyrere mobiler og høretelefoner.

Men da høretelefoner lever af god lyd, så det er dumt for producenten at spare på den del, med mindre du insisterer på at købe det allerbilligste. Hvis du bare sørger for at købe dit udstyr fra et velrenommeret brand, går du ikke helt galt i byen, og du ender tit ud med en bedre lyd end med jack.


Tilslutning

Skal vi bare at fastslå, at USB er notorisk irriterende! Man skal som hovedregel af magiske årsager altid vende det minimum tre gange, før det passer. En af de mest populære spil-apps forrige år var endda et USB spil, der udfordrede dig i at vende dit USB-stik korrekt i kontakten. (Det er ikke nemt, skal vi hilse at sige!) Vi kan ikke helt ignorere denne himmelråbende designfejl ved USB.

Usb stik tilslutning - det evige mysterium

Naturtro gengivelse af en situation, hvor du skal sætte et USB-stik i porten. Kilde

Men de gode mennesker, der står for at udvikle den slags, har heldigvis lært af det. Vi vil have noget, vi kan vende begge veje, og det har vi nu fået! USB-C kan både vendes op, ned, forlæns og baglæns. Det gør ingen forskel.

Og det bedste allerbedste? USB-C passer til både computer og mobil. Du har samme stik til begge enheder, og du har derfor et alternativ til den ustabile Bluetooth chip i din PC, eller til et hav af adaptere, som altid er væk, når du mest har brug for dem.

Vil du vide mere om trådløs? Læs: Trådløst headset: Er Bluetooth virkelig det rigtige?

Derudover kan jackstikket grundet sin udformning være sårbart over for støv, lommeuld og ødelagte kontaktflader. Det er nemt at få en løs forbindelse, og det er dyrt at reparere. USB-C er noget mere beskyttet end jack, da al overførsel af lyd eller data ligger i den indvendige del af stikket.


Størrelse

Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at USB-C gør noget godt for størrelsen – både i forhold til USB og jack. En af hovedargumenterne for at indføre USB-C for især producenter af laptops og smartphones er, at de gamle stik faktisk er noget af det, der forhindrer os i at få tyndere og lettere bærbare enheder.

Det ældre USB-stik er 4,5 mm i højden. Det lyder ikke af meget, men når de tyndeste laptops derude er helt nede på 10 mm i tykkelsen, så bliver det pludselig et problem at klemme et sådan USB-stik ind. USB-C er kun 2,6 mm tyk, så der er noget mere at give af.

Bredden skrumper også. Det gamle USB-stik var 12 mm bredt, mens det nye kun sniger sig op på 8,4 mm. Så det er lige pludselig et noget mindre stik, vi har at lege med, og det betyder stensikkert endnu mindre bærbare computere i fremtiden.

Jackstik er selvfølgelig ikke så brede, men de fleste er stadig 3,5 mm høje, og dertil skal lægges de interne komponenter, man skal bygge rundt om i mobilen. Derudover er dybden af stikket en hæmsko for mange mobilproducenter. Selve stikket går ca. 1,5 cm ind, og da signalet er analogt skal man også have en DAC indbygget i mobilen.

Den plads kunne være gået til et større batteri, flere hestekræfter eller et indbygget lasersværd. Ting vi ikke kan leve uden.


Strøm

Sidst, men ikke mindst, kommer vi også til at bruge USB-C som opladestik til vores forskellige apparater, og det er desværre lidt af et tveægget sværd, da de klare fordele kan blive opvejet af, at du ikke kan bruge stikket til to ting samtidig. Hvis ens enhed kun har én udgang, udsættes man for det svære dilemma: Vil man høre musik, eller vil man oplade telefonen?

Eftersom de fleste USB-C smartphones oplades gennem den samme port, som også bruges til headset og andet, kan man ikke begge dele. Du kan bruge en y-adapter med to stik i den anden ende, men vi er vist alle enige om, at det tager en del af charmen ud af hele eventyret.

USB-C er til gengæld i stand til at overføre lyd og strøm mellem to samme enheder på samme tid. Det betyder, at dine høretelefoner kan tanke batteriet op, mens du hører dit favorittrack, så du ikke bliver cuttet af halvvejs. Den strøm kommer til gengæld fra telefonen eller computerens batteri, så det er ikke helt uden omkostninger.

Eller som Kejser Palpatine, nu hvor vi allerede har brugt Star Wars til at uddybe en pointe, så smukt udtrykker det:

Du holder USB-C hovedtelefonerne konstant opladet fra mobilen. Det føles som uendelig strøm. Lige indtil din mobil bliver træt. Og så har du ingen strøm...

Hvis du til gengæld har en telefon, der ikke konstant summer på under 10 % strøm, kan du drage stor fordel af at slutte headsettet til med USB-C. Jack transporterer nemlig kun lyd, så du er i dag afhængig af batterier i høretelefonerne, hvis du bruger strømkrævende teknologier, såsom f.eks. aktiv støjreduktion.

Læs også: Støjreducerende hovedtelefoner og headset: En guide


Kontrol

Som rosinen i pølseenden kan vi please din dovenskab, særligt hvis du er vant til at bruge jackstik.

USB-C giver nemlig dig et væld af muligheder for at efterlade mobilen i lommen, når du skal skifte nummer, besvare telefonen, osv. USB-C overfører nemlig ikke kun lyd, men også al anden information.

Du kan derfor ofte med et lille tryk på øret eller et sted på ledningen give din smartphone besked på at gøre mange ting for dig, uden du skal til at rode efter den, låse den op og tabe den på jorden, alt imens du ikke nåede at besvare det vigtige opkald, du havde ventet på i ugevis.


Konklusion

USB-C er den naturlige afløser for det gamle USB-stik, som gennem de sidste 20 år ellers har overtaget vores teknologiske hverdag. Men det er ikke kun det gamle USB, som ser ud til at må lade livet i udviklingens navn. Det gamle 3,5 mm jack i mobilen er også i gang med at stille træskoene for nye teknologier.

Men inden du begynder at begræde tabet af to gamle venner for meget, så skal du bare vide, at det nye i dette tilfælde ER bedre!

USB-C vs. USB

I forhold til det gamle USB giver USB-C dig en øget funktionalitet i en mindre pakke, der hjælper med til at gøre f.eks. bærbare computere endnu lettere og mere transportable i fremtiden. USB-C stikket er 60 prc. mindre end det gamle USB, hvilket pludselig giver producenter rum til at sætte dine laptops på skrump. Du vil med andre ord få meget mindre computere og tablets i fremtiden, nu hvor de ikke skal gøre plads til gamle teknologier.

Du behøver heller ikke vende stikket om minimum tre gange, før det passer. USB-C vender begge veje. En stor sejr for fremskridtet.

Hvis vi udvider vores horisont en smule ud over headset-verdenen, har USB-C også kapaciteten til at blive brugt som strømkilde, HDMI, dataoverførsel i urealistisk højt tempo og meget andet. Derfor er det også naturligt, at det gamle USB-stik bliver udfaset mere og mere, og du til sidst kun ser det i genbrugsbutikker og gamle film. Der er simpelthen ingen grund til at beholde det.

Du kan også koble USB-C headset til både smartphone, tablet og PC, hvilket giver en fleksibilitet, vi længe har sukket efter. Det har næsten kun været Bluetooth headset, som kunne dette, men hvis du ikke har lyst til den trådløse forbindelse og alt det, der hører med, så har det indtil nu været nødvendigt med adaptere og besvær.

USB-C vs. jack

Der sker en masse med mobiltelefoner i øjeblikket. Jackstikket forsvinder langsomt, og du er ofte efterladt med det lille USB-C stik i stedet. Det er ikke nødvendigvis dårligt, selvom det at skulle forholde sig til noget helt nyt nok trigger alles OCD en smule. Tænk på ramaskriget, da Apple fjernede jack fra iPhone 7.

Hvad, du nok først kommer til at møde af salgsargumenter, er påstanden om en bedre lyd. Den er faktisk til dels korrekt. Høretelefoner med jack er afhængige af, at de indbyggede chips i din mobiltelefon omdanner det digitale signal til analogt ordentligt. Det er desværre ikke altid tilfældet.

USB-C høretelefoner har deres egen hardware til at omdanne det digitale signal. Gode headset har ordentlige chips, der kan klare mosten og give dig sprød lyd for pengene. USB-C giver en smule mere lydkontrol til dine høretelefoner…

Der er desuden en hel række ekstra funktioner ved USB-C, som giver dig mere kontrol. USB-standarden overfører nemlig ikke kun lyd, men også alle mulige andre informationer, f.eks. at besvare opkald eller at skifte musiknummer. Det gør livet lidt lettere, når du ikke hele tiden gider at hive mobiltelefonen frem.

Sidst, men ikke mindst, er størrelsen på USB-C mindre end jack. Derfor kan du se frem til tyndere mobiler med mere plads til flere og bedre funktioner andre steder. Du kan derudover give dit headset strøm direkte fra telefonen, så du ikke er afhængig af at lade op eller sætte nye batterier i konstant. Det kan selvfølgelig medfølge en kortere batterilevetid på mobilen, så det er noget, man skal være opmærksom på.


Vi håber at have givet dig en smule mere indsigt i, hvad USB-C betyder for dine høretelefoner og headset. Så må du selv beslutte, om du er klar til at tage springet nu, eller du vil holde fast i de gode gamle og velkendte teknologier.

Hvis du er klar til at kaste dig ud i morgendagens teknologiske mirakler, kan du her se vores udvalg af USB-C headset.