Certified for Skype for Business og Optimized for Lync guide

Certified for Skype for Business, Optimized for Lync

Du har måske set et ”MS”, ”ML”, ”Skype for Business Certified” eller ”Optimized for Lync” bag navnet på det headset eller den speakerphone, du har kig på. Ved siden af finder du præcis samme enhed, men uden ”MS”, ”ML”, osv., bag på navnet. Så forstår vi godt den forvirring, der kan opstå. For hvad pokker er egentlig forskellen?

Men giv ikke fortabt! Det er ikke helt uden mening, trods alt. Vi giver dig forklaringen her.

Skabt til Microsoft Skype for Business og Lync

Skype for Business og Lync er to VoIP softphones fra Microsoft, der giver dig telefoni, chat, videokonferencer og meget mere på både PC, Mac og mobil. På denne måde er alle i netværket direkte forbundet med hinanden, og du kan hurtigt komme i kontakt med dine kolleger via tekst eller tale.

Al den kommunikation kræver, at headset, webcam, konferencetelefon, netværksforbindelse, kaffebønner, osv. er af tilstrækkeligt høj kvalitet. Hvis ikke, holder folk op med at ringe, da dårlig lyd, video og kaffe dræber enhver gejst og motivation.

Derfor har Microsoft udviklet en kvalitetssikring, der garanterer dig som bruger, at du ikke går galt i byen, når du køber hardware til deres softphones. Derfor får produkter, som har bestået visse betingelser, et synligt Skype for Business Certified og et Optimized for Lync certifikat.

Men hvad betyder det helt nøjagtigt for dig?

1: Tager styringen

For det første bliver din certificerede enhed automatisk sat som standardenheden i din Microsoft softphone, når du slutter den til. Det betyder med andre ord, at du ikke skal røre en finger, og at den selv finder ud af at gøre sig til din standardenhed, så du ikke manuelt skal skifte.

Det er ret bekvemt, når alle laptops efterhånden har deres egne indbyggede webcams, mikrofoner og højttalere, og de fleste af svingende kvalitet. Man skal ikke selv ind og skifte alle dem ud i en menu, der tager det halve af arbejdsdagen og fire opkald til IT-afdelingen af finde frem til. (Der findes også Skype for Business certificerede laptops, men nu antager vi efter simple statistiske principper, at du højst sandsynligt ikke har sådan en…)

2: …og giver dig kontrollen

For det andet har enheden plug & play, hvilket vil sige, at alle funktioner installerer sig selv, uden du skal gøre andet end at sætte USB-stikket i. Du har f.eks. med en lydenhed adgang til at besvare opkaldet og smække på, sætte mikrofonen på mute og justere lydstyrken.

Nogle headset giver dig også øget kontrol over musikafspilning, når du ikke lige er på telefonen. Ikke at Skype for Business kan styre musik – det kan ikke det hele. Men hvis du hører meget musik, vil vi anbefale dig et headset, der også kan det.

3: Ingen sort snak

Microsoft stiller også krav til kvaliteten i produktet – særligt lyd- eller videokvalitet. Det betyder, at der hverken må være ekko eller støj på linjen forårsaget af din enhed, og at mikrofonen skal kunne gengive din stemme i tilstrækkelig lydkvalitet i den anden ende.

Der skal også være en aktiv ekko-dæmper i apparatet, så du ikke behøver at høre dig selv to gange. Det kan selvfølgelig være ærgerligt, hvis du siger noget ekstra klogt, men normalt er det rart for samtaleflowet, at man ikke bliver forstyrret af egen snak.

Videokvaliteten i dit Skype for Business certificerede webcam skal også kunne vise dig i en tilstrækkelig farveopløsning og format, så folk rent faktisk kan se, at det er dig, og ikke en hakkende pixel der kunne være hvem som helst.

Er "MS" så ikke bedre?

God pointe!

Men der er ingen kvalitetsforskel mellem enheder, der er Skype for Business certificerede, og andre i samme serie der ikke er. Produkterne er fuldstændig ens! Se bare på billedet nedenunder. (Vi har dog lavet fem fejl, så du kan tage et lille frikvarter).

Skype for Business headset, Jabra Evolve 30

Jabra Evolve 30 er et headset, som både kan fås i en Skype for Business certificeret udgave og en standard-udgave uden certifikat. Udover denne forskel er de to modeller fuldstændigt ens.

Men hvis du har f.eks. et headset eller en konferencetelefon uden certifikatet, skal du selv sætte det som standardkommunikationsenhed i din Skype for Business. Det gør du nederst i venstre hjørne i vinduet, hvor du ser alle dine kontakter.

En certificeret enhed bliver registreret som en kontrolenhed fra start, så du kan bruge den til at styre opkald uden at røre en finger. Hvis du bruger en ikke-certificeret enhed, kan du ikke være sikker på, at de udvidede kontrolfunktioner virker, men lyd og video vil altid fungere.

Hvis du bruger en anden softphone end Skype for Business, vil det ofte være den bedste ide at købe den model, der ikke har certifikatet. De er nemlig indstillet til at fungere med alle andre større softphones på samme måde med automatisk indstilling og plug & play.

Ellers er der ingen forskel. Så hvis du ikke har Skype for Business, kan du alligevel sagtens bruge MS-certificeret hardware. Det er bare flødeskum på kagen.

Hvis har Lync eller Skype for Business, foreslår vi selvfølgelig, du får dig en enhed med certifikat. Men det er ikke pinedød nødvendigt, hvis du ellers kan leve med selv at indstille den som standardkommunikationsenhed uden kontrolfeatures.

Som det sidste giver Microsoft kun support til certificerede enheder, så hvis uheldet skulle være ude, lokummet brænder, og du mangler en ven at ringe til, er det en god ide at have certifikatet. For hvis det viser sig, at din eneste ven i nøden hedder Steven fra supporttelefonen hos Microsoft, kan han kun hjælpe dig, hvis du har et lille blåt mærke, hvor der står ”Certified for Skype for Business”.

Og så får du lige til sidst løsningen på de fem fejl. Begge headset er i virkeligheden fuldstændig ens!

Skype for Business og Lync headset, Jabra Evolve 30

 

Find Skype for Business certificerede headset her

Find alle Skype for Business certificerede produkter her