Sennheiser MB 660: Er det de hårdt tjente penge værd?
Sennheiser MB 660 UC review
Et dugfriskt Sennheiser headset kommer nu på gaden. Vi har fået fat i det, og det lover godt. Det er første gang, vi oplever sammensmeltningen mellem et headset til telefoni og et sæt Bluetooth høretelefoner i en helstøbt kombination.
Det hedder Sennheiser MB 660 UC og er perfekt til dig, som ønsker et trådløst headset på jobbet og et par Bluetooth hovedtelefoner til at dæmme op for støjen på arbejde og i privaten i samme enhed.
Den vejledende pris ligger på lidt ca. 4.200 kr. Så det er et produkt, der kan mærkes på pengepungen, men kvaliteten plejer jo heldigvis til gengæld at følge med…
Vi udfordrer de fedeste features med en test og anmeldelse, så du føler dig meget klogere i, om det lige præcis er headsettet til dine vildeste HiFi-drømme, og vigtigst af alt – er det investeringen værd?
Hvad får du med i pakken?
Sennheiser MB 660 headset
Æske i solide materialer til sikker opbevaring og transport
Bluetooth dongle til PC tilslutning
USB-kabel til opladning af headset og til PC tilslutning
3,5 mm jack til mobil tilslutning
Flyadapter til 3,5 mm jack
Quick Guide
Sikkerhedsanvisninger og specifikationsliste
Sennheiser MB 660 ser godt ud og kan endda foldes sammen. Kan det også folde sig ud lydmæssigt? Det finder vi ud af!
Headset og høretelefoner i ét
Som det første professionelle headset har MB 660 gemt mikrofonen i sine hørebøffer, så de ligner et par Sennheiser høretelefoner på en prik, når du har dem på ude på gaden. Det gør en kæmpe forskel, da de fleste af os nok har for meget personlig stolthed til at rende rundt med en flagrende mikrofonarm i offentligheden…
Headsettet har både indbygget de såkaldte SpeakFocus og Room Experience teknologier. De fancy ord dækker over, at der sidder tre mikrofoner i headsettet, som er dedikerede til at skille din stemme ud fra støjen i resten af lokalet. Room Experience giver fornemmelsen af, at samtalen foregår i rummet og ikke over telefonen.
Kvaliteten i mikrofonen skulle være i samme standard, som du får i andre Sennheiser Bluetooth headset, såsom Presence Business. Det betyder, at den arbejder på højtryk for at lave larm fra biler, vind og kontorstøj om til stilhed i den anden ende af røret.
Det fungerer ok, men det bliver aldrig ligeså godt som mikrofoner, der sidder for enden af en mikrofonarm. Jo længere væk mikrofonen sidder fra din mund, jo mere ukritisk bliver den nødt til at være med, hvilke lyde den tager med. Det er et trade-off for, at du også kan bruge headsettet som høretelefoner.
Konsekvensen heraf er, at du ret nemt hører tastaturklik, stole der rykker sig, og kolleger der snakker, selvom mikrofonen har støjreduktion indbygget. Samtalelyden er selvfølgelig bedre end uden headset, men den er ikke ligeså god, som hvis der var en mikrofonarm.
Det betyder, at du skal overveje, hvor vigtigt det er for dig at have telefonsamtaler i højeste kvalitet. Hvis det ikke er, fungerer mikrofonen fint.
Sennheiser er mest af alt kendt for deres fantastiske lyd, og deres sortiment af høretelefoner til musik er i verdensklasse. MB 660 UC er pakket med samme lydteknologi, og det præsterer lige så godt som et sæt almindelige Sennheiser hovedtelefoner.
Du kan også selv bestemme, hvilken lydprofil du vil have med CapTune app’en, som du kan bruge på telefonen. Den giver dig også kontrol over andre ting, som vi kommer ind på senere.
Vi synes, at lyden måske er en smule bastung, hvilket kan gå ud over mellemtonerne en smule. Vi har prøvet headsettet på alt fra klassisk guitar over unævnelige teenageidoler til det tungeste dødsmetal, og det er generelt en god, rig lyd, headsettet byder på. Desværre kan især sangeren forsvinde en kende, mens diskant-detaljer går ok igennem. Det plejer at betyde, at mellemtonen mangler lidt, men det er i detaljerne.
MB 660 er til gengæld noget bedre til at håndtere film og tale, særligt hvis du bruger den indbyggede equalizer i headsettet. Bare sørg for, at chefen ikke ser dig, mens du gnasker popcorn til den nyeste med Bruce Willis. Du kan skifte mellem Club til musik, hvor du vil have bas, Movie til film, Speech til tale og Off, som vi anbefaler til lidt mere skrøbelig musik.
Du får en del med i pakken, bl.a. både USB- og jack-kabel og en ekstra flyadapter, hvilket er meget rart.
PC- og mobil i samme headset
Du kan nemlig koble headsettet på både mobilen og din PC, da der følger en lille Bluetooth dongle med, som du kan sætte i computeren. Den kommunikerer også med din softphone, så du uden problemer kan bruge det til din telefoni med over PC.
Der findes også en speciel MB 660 UC MS til dig, der bruger Microsoft Skype for Business eller Lync.
Hvis du er løbet tør for strøm, eller stewardessen på flyet tvinger dig til fly-mode, følger der både et USB- og jack-kabel med, så du kan bruge det strømfrit med begge enheder. Det er smart!
Bare husk at ANC bruger strøm, så du skal ikke regne med at slippe for naboen, hvis du har malket batteriet i bund.
Vi har haft et par problemer med, at Bluetooth-forbindelsen til mobilen ryger, når man bruger headsettet til PC. Det betyder, at du skal huske at parre det op med mobilen, hver gang du har talt med nogen. Det trækker ned, da det både er besværligt og irriterende – særligt hvis du glemmer det! Men måske er det bare os...
Som en ekstra lille bonus får du et stik til lydudgangene på fly. Det betyder, at du kan bruge dine MB 660 høretelefoner, når du tager på langtur oppe i stratosfæren. Det er en hel del bedre komfort og lydkvalitet end i de almindeligt udleverede høretelefoner. Vi takker.
Mindre støj og mere kontrol
Med den indbyggede Active Noise Cancel, også kaldet ANC, blokerer du støj ude, når du hører musik, så du ikke forstyrres – hverken når du skal koncentrere dig på arbejdet, eller når du er i gang med at få gåsehud af det der stykke musik, der rammer dig hver gang!
Støjreduktionen i dette headset går endda et skridt videre end standarden og tilpasser sig aktivt dit miljø, så du ikke oplever, at du sidder på en øde ø med trykken for hovedet, når du slår det til.
Der er endda to niveauer af støjreduktion, som fungerer overraskende godt. Headsettet lukker fuldstændigt af! Vi var dog ikke i stand til at mærke forskellen på de to niveauer – nok fordi vi slet ikke larmer nok. Lad det være os en lærestreg!
CapTune app’en giver dig også muligheden for at skrue op og ned for støjreduktionen, så du undgår at føle dig som i en banegård eller en osteklokke, men rammer det dejlige sted lige midt imellem.
Headsettet sidder desværre en smule tungt på hovedet, så man kan føle sig lidt indeklemt. Vi har skiftende kraniestørrelser herinde, og man kan regulere størrelsen på hovedbøjlen, så det sidder bedre. Men hvis du har et småt hoved, kan det klemme en smule under ørerne. Det lukker til gengæld rigtigt godt af, og du ikke skal være nervøs for, at kontoret begynder at holde støjfest, mens du skal gøre arbejdet færdigt.
Du har selvfølgelig alle standard kontrolfeatures på selve headsettet. Du kan tage telefonen og lægge på og sætte mikrofonen på mute, når du bruger headset-funktionerne. Når du hører musik, kan du skifte nummer, sætte på play og pause og justere lydstyrken med en enkelt berøring.
Det fungerer nemt, når man først lærer at bruge det. Det kan til gengæld være en smule omstændeligt at spole i musiknumre, da kontrollen ikke fungerer perfekt. Men det er til gengæld også rimeligt sjældent, vi gør det, så vi tilgiver Sennheiser, da resten egentlig fungerer godt.
Du kan både kontrollere equalizer og ANC i bunden, mens du styrer opkald og afspilningen på siden af headsettet.
Holder måneden ud (næsten)
Sennheiser lover, at batterilevetiden overlever op til 30 timers aktivt brug, og standbytiden holder i helt op til 15 dage. Det betyder, at du yderst sjældent vil opleve at løbe tør for strøm. Opladetiden ligger på ca. 3 timer, så du kan sagtens nå at tanke op i løbet af dagen.
Hvis uheldet skulle være ude, og der er et lysår til nærmeste oplader, kan du sætte det medfølgende jack-stik til på mobil eller USB på PC. Headsettet fungerer upåklageligt uden strømbrug via ledning. Den aktive støjreduktion kræver dog som før nævnt strøm, så den vil ikke hjælpe dig, før du besøger en stikkontakt igen.
Her lærer vi så også, at batterilevetiden på 30 timer kun gælder, hvis du har aktiv støjreduktion kørende med kablet forbindelse. Hvis du bruger Bluetooth med ANC, er levetiden nede på 20 timer, hvilket dog må siges også at være ganske imponerende.
Et stort plus herfra!
MB 660 er et rigtigt godt Bluetooth headset til mobilen på farten, da det lader til aldrig nogensinde at løbe tør for batteri. Bonus!
Klarer Sennheiser konkurrencen?
Der findes to lignende headset fra Jabra og Plantronics, som dog ikke er helt ens. Sennheiser MB 660 giver dig noget ekstra, som helt sikkert kan være interessant – særligt fordi du ikke har mikrofonarmen med.
Jabra Evolve 80 er et headset, der er enormt godt til støjreduktion og har en virkeligt god mikrofon. Du får ikke en så nuanceret lyd, men dog god nok til at kunne nyde musikken – især hvis du slår ANC til. Den vejledende pris på lidt over 3.000 kr. er lavere end MB 660, og headsettet lukker bedre af end noget andet på markedet.
MB 660 har en ligeså god støjreduktion og er bedre på musikken, men mikrofonen halter efter. Her kan det mærkes, at det ikke har nogen mikrofonarm. Derfor vil det være en fordel for dig, der har mange vigtige samtaler i et meget støjende miljø, at du vælger Evolve 80. Vi skal dog nævne, at Evolve 80 ikke har Bluetooth, og at du derfor skal bruge enten USB til PC eller jack til mobil.
Plantronics Voyager Focus er alternativet til dig, der ønsker en rigtigt god lyd og mikrofon med en god pasform. Musikken spiller virkeligt godt, mikrofonen er i høj, høj klasse, og headsettet sidder rigtigt komfortabelt på hovedet. Her er støjreduktionen dog ikke helt så effektiv, da det sidder på ørerne og ikke rundt om. Prisen er til gengæld lavere, og den vejledende pris ligger fra ca. 2.300 kr.
Det betyder, at MB 660 vinder på kombinationen mellem god musik og støjreduktion, men taber på mikrofonen, der ikke har helt det samme niveau som de to konkurrerende headset. Derfor skal du overveje, om støjreduktion og musik er vigtigst, eller om samtalekvaliteten er det altoverskyggende behov.
Konklusion
Sennheiser har ikke sparet på noget i dette headset, og det kan selvfølgelig også ses på prisen. Men det kan også noget unikt, da det er en komplet hybrid mellem et headset og et sæt høretelefoner.
Hvis du arbejder i et støjende kontormiljø og har brug for at lukke af med et godt stykke musik eller en lydbog, er det helt sikkert headsettet til dig. Vi mener, at lyden underpræsterer en smule i forhold til prisen, men den er stadig mere end rigeligt god i forhold til at få en tilfredsstillende oplevelse. Det gælder især til film og tale.
Den aktive støjreduktion er det, der fungerer bedst, og du er vitterlig lukket af for omverdenen. Om du har lyst til det er jo individuelt, men headsettet har den bedste kombination mellem komfort og støjreduktion. Batterilevetiden er i absolut topklasse, og du får en adapter til fly med, hvilket er en meget rar ting.
Samtalekvaliteten lider desværre under, at du har mikrofonen gemt væk oppe i øret, men det er den nødvendige konsekvens af et pænere design uden en mikrofon, der stikker ud. Du kan altså ikke regne med at have de bedste samtaleforhold, men det gør dig til gengæld i stand til bruge MB 660 som høretelefoner, når du går rundt blandt folk og fæ med alt for høj musik i ørerne.
Og så sparer du jo også pengene på et ekstra sæt høretelefoner oveni, og så bliver alt jo hurtigt en smule billigere! Om det så er prisen på lidt over 4.000 kr. værd, må være helt op til dig…
+ på kontoen
Rigtigt god støjreduktion
Du kan bruge det som et sæt høretelefoner
God til film og tale
Laaang batterilevetid
- i bogen
Ikke så god lyd i mikrofonen
Kan være ubehageligt for nogen
For prisen underpræsterer det en smule på musikken
En heftig pris
Du kan købe Sennheiser MB 660 UC her
Bruger du Skype for Business eller Lync?
Køb Sennheiser MB 660 UC MS her
Er du på udkig efter et par hovedtelefoner til musik, men har du ikke besluttet dig endnu? Se vores udvalg af musik headset her