Philips SpeechMike serien

Opdateret fra 05/07/2016

Vi er alle enige om, at Philips SpeechMike er et perfekt redskab til alle, der dikterer på PC. De er særligt uundværlige i sundhedssektoren, da de både er nemme at bruge, enormt stabile og er ekstra hygiejniske. Men med de mange forskellige modeller på markedet kan det være en vanskelig opgave at finde den model, der passer dig allerbedst. Derfor har vi lavet en hurtig og nem guide til dig, så du på under 2 minutter ved, hvilken SpeechMike der er skræddersyet til dig.

Hvis du vil vide det hele, har vi endda lavet den udførlige og ultimative guide, så du kan blive ekspert på under 5 minutter. Find den neden under vores hurtige guide eller klik her.


Den nemme guide på 2 minutter

Når du vælger den bedste SpeechMike, skal du kun tage stilling til to ting. Det er alt!

1) Vil du bruge trykknap eller skydeknap?
2) Ønsker du at opgradere til Premium Air for at opleve en endnu større kvalitet, funktionalitet og fleksibilitet?

Overblik over Philips SpeechMike modeller

Trykknap eller skydeknap?

Trykknapperne fungerer ved, at du trykker på hver sin knap for at optage, afspille og spole tilbage. Den er nem at betjene, men kræver lidt flere kræfter end skydeknappen.

Med skydeknappen skubber du knappen i midten op og ned for at optage, afspille og spole tilbage. Den er mere ergonomisk end trykknapperne, og den føles mere behagelig – særligt hvis du dikterer meget. Men den er til gengæld også en lille smule dyrere.

Folk der anvender diktering til hverdag er splittet imellem de to måder at betjene på. Det er i virkeligheden et spørgsmål om, hvad du synes lyder bedst for dig.

Skal jeg opgradere til Premium Air?

Har du behov for en ekstra tydelig lyd eller god hygiejne? Bruger du talegenkendelse? Eller måske er du bare træt af at være bundet af en ledning? Så kunne det være en ide at opgradere til Premium Air for at få den bedste oplevelse med diktering.

SpeechMike Premium Air har en redesignet mikrofon, som optager med den maksimale præcision, du har brug for i hver en indtalt vokal og konsonant. Den eliminerer støjen endnu mere fra både lokalet rundt om dig og fra din håndtering af diktafonen. Det er derfor kun din stemme, der er tilbage i optagelsen. Du er kort sagt gearet til den mest effektive diktering og talegenkendelse, du kan få. Den indbyggede højttaler gengiver derudover lyden både klarere og højere, så du altid ar klar over, hvordan diktatet lyder.

Både hus og knapper er antimikrobielle i Premium Air-serien. Du overfører ingen eventuelle urenheder og sygdomme, når du dikterer, hvilket er særligt vigtigt i sundhedssektoren, men også en god ting generelt. I standardserien er kun huset antimikrobielt, men knapperne kan stadig samle skidt og sygdomme.

Premium Air har opgraderet trackball-musen til et touchpad, som både er lettere at betjene og er mere driftsikkert i længden. Den samler desuden ikke støv og snavs op, da overfladerne er lukkede modsat den lille kugle, som sidder i standard SpeechMike-serien.

Du slipper derudover for ledninger, der hurtigt kan blive for korte, komme i vejen eller blive slidte og ødelagte. SpeechMike Premium Air har netop sit navn fra, at den forbinder med din computer via trådløs teknologi, som fungerer på samme måde som Wi-Fi. Du er med andre ord forbundet fuldstændigt med din Philips software via den medfølgende docking station, som hele tiden kommunikerer med din diktafon. Det fungerer smertefrit, og det eneste, du skal gøre, er at sætte docking stationen til computeren via USB.

Til sidst har Premium Air også bevægelsessensor, der betyder, at diktafonen automatisk sætter din optagelse på pause, når du lægger den fra dig. Du kommer med andre ord aldrig til at optage utilsigtet igen, når du bliver forstyrret midt i diktatet.

Læs mere om modellerne her

LFH3200 – SpeechMike med trykknapper

LFH3210 – SpeechMike med skydeknap

SMP4000 – SpeechMike Premium Air med trykknapper

SMP4010 – SpeechMike Premium Air med skydeknap


Den ultimative guide på 5 minutter

Vi har med den nemme guide dækket rigtig mange behov, men vi har forsimplet sandheden. Det vil vi gerne undskylde. For der findes andre SpeechMikes, og du skal ikke snydes for at blive præsenteret for disse. Vi introducerer Philips skydeknap og SpeechMike Premium, der er en mellemløsning mellem SpeechMike III Pro og Premium Air. Vi giver dig i to små trin det fulde overblik over modellerne, så du kan tage dit valg med den fulde indsigt og kalde dig selv eksperten på området!

Trin 1: Hvilken serie skal jeg vælge?

Der findes tre produktserier, som hver især giver dig unikke fordele, når du dikterer professionelt.

Philips SpeechMike specifikation guide

SpeechMike III Pro (LFH3200)

Standardserien der er en udmærket løsning til den almindelige bruger, og den sparer dig for en større udgift. Den er stabil, nem at lære og giver gode optagelser i solid kvalitet. Kabinettet er lavet i antimikrobielt materiale, så det ikke bærer på skadelige bakterier og virus.

SpeechMike Premium (LFH3500)

Har opgraderet udstyr på alle fronter og er den perfekte USB-diktafon til talegenkendelse. Den opgraderede mikrofon er specielt konstrueret til at fjerne alle andre lyde end din stemme, så dit diktat er renset for urenheder, hvilket gør præcisionen i talegenkendelse markant højere end ved standard diktafoner. Den store indbyggede højttaler kan afspille diktatet endnu mere klart og tydeligt, så du altid er på linje med, hvordan diktatet lyder.

Både kabinettet og knapperne er antimikrobielle, så overførelsesrisikoen for sygdomme er minimal, og du kan derudover tage den indbyggede trackball ud og rense den, så din SpeechMike fuldt lever op til dine hygiejniske krav.

Premium-serien har også en bevægelsessensor, som sikrer, at du ikke uhensigtsmæssig optager videre, når du lægger diktafonen fra dig. Den er dyrere, men hvis du dikterer meget, vil det være alle pengene værd at opgradere til en Premium.

SpeechMike Premium Air (SMP4000)

Gør dig ekstra mobil i rummet ved at fjerne USB-ledningen og gøre dig 100 % trådløs. Du har med andre ord en noget større frihed, og du har desuden et led mindre, som kan gå i stykker af slitage og dagligt brug.

Diktafonen har samme store funktionalitet som Premium, men udover at den er trådløs, er den også udstyret med en touchpad i stedet for en trackball-mus. Det giver den både mere slidstyrke og beskyttelse mod indtrængende snavs, men den er også lettere og mere effektiv at anvende, når du først har vænnet dig til den.

Premium Air kan derfor betragtes som topmodellen i SpeechMike-serien, og den lidt dyrere pris, du betaler for bl.a. trådløs forbindelse kan hurtigt vise sig at være godt givet ud.

Trin 2: Hvilken model skal jeg vælge?

Philips SpeechMike serierne er alle lavet med tre modeller, der har hver deres betjening: Trykknapper, skydeknap eller Philips’ egen skydeknap.

Philips SpeechMike betjeningsguide

Trykknapper

Du styrer både optagelse og afspilning ved brug af de dedikerede trykknapper foran på enheden. Diktafoner med trykknapper er generelt lidt billigere end de tilsvarende med skydeknapper og er et godt valg til dig, der kun dikterer en gang imellem. Vores erfaring siger os, at det kan være ubehageligt for tommelfingeren efter flere timers brug - tænk bare på at sidde og trykke på en smartphone i flere timer. Trykknapperne er til gengæld lette både at lære og at anvende.

SpeechMike III Pro med trykknap (LFH3200)

SpeechMike Premium med trykknap (LFH3500)

SpeechMike Premium Air med trykknap (SMP4000)

Skydeknap

Det er utvivlsomt både hurtiger og nemt at diktere med skydeknap, når man først vænner sig til det. Du kontrollerer både optagelse og afspilning ved at køre skydeknappen i midten op og ned, og på denne måde kan du hurtigt starte og stoppe optagelser. Det er også nemt at spole både frem og tilbage, når du skal tilføje eller redigere i dit indspillede diktat. Det er lidt dyrere med en skydeknap, men den er både mere ergonomisk og holdbar i længden.

SpeechMike III Pro med skydeknap (LFH3210)

SpeechMike Premium med skydeknap (LFH3510)

SpeechMike Premium Air med skydeknap (SMP4010)

Philips skydeknap

Specielt konfigureret skydeknap, der er designet på samme måde som de klassiske Philips bånddiktafoner. Du har to tilstande: Optagetilstand og afspilletilstand. Du skifter mellem disse to ved at trykke på optage-knappen i højre side. 

Der sidder derudover en lille fjeder i toppen, som automatisk skubber skydeknappen ned, når du ikke selv skubber den op. Hvis du kommer direkte fra at have brugt bånddiktafoner fra Philips, så finder du god genkendelighed i denne model, men ellers er den almindelige skydeknap helt klart lettere at vænne sig til. Samme pris som almindelig skydeknap.

SpeechMike III Pro med Philips skydeknap (LFH3220)

SpeechMike Premium med Philips skydeknap (LFH3520)


Det var alle modeller, og du er nu helt klar til at vælge den SpeechMike, der passer bedst til dig. God fornøjelse med din diktering!

Vil du vide mere om Philips diktering? Læs mere her

Eller find alle diktafoner her